Den kroniske uskyld er en dansk film fra 1985, skrevet og instr...

Click here: => schizatisec.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6NDM6IkRlbiBrcm9uaXNrZSB1c2t5bGQgcmVzdW1lIGFmIGh2ZXJ0IGthcGl0ZWwiO30=


Denne erkendelse kan man ikke formidle til skolebørn i ottende klasse, eller i 1. Isens specifikke smeltevarme Der ønskes en bestemmelse af isens specifikke smeltevarme Optisk gitter Der ønskes en bestemmelse af laserlysets bølgelængde, bestemmelse af sporafstand, sportætheden og sporlængden på en CD, samt en bestemmelse af forskellige farvers bølgelængder. Det gav mig dels en særdeles interessant indsigt i Rifbjergs eminente hukommelse, dels en fornemmelse af, at han altid førte et slags intellektuelt-polemisk regnskab med sine kritikere. Leif Panduro 1923-1977 er en af de mest varierede og succesfulde forfattere i moderne dansk litteratur.

Janus og Marcus indbyder ikke til nærgående spørgsmål, de bliver i hvert fald ikke besvaret. Det skal jeg svare rigtig, rigtig godt på!

'Ægte brøker' af Jesper Wung

Da jeg var meget ung forlagsredaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger, redigerede jeg i 1986 hans ungdomsroman Som man behager. Tyskerne har forladt Danmark efter fem lange besættelsesår, og nu forsøger landet at finde sig selv i den nye frihed. Da jeg læste manuskriptet på mit lille kontor i Klareboderne, opdagede jeg at den smukke pige havde blå øjne på side 14 og brune øjne på side 68 eller nogle andre sidetal, pyt med det. Jeg ringede på hustelefonen til forfatteren, der også var forlagets litterære direktør og forelagde problemet. Hvilken øjenfarve skulle hun have? Det må du bestemme. Han var den store kulturradikale ronkedor. Jeg syntes at jeg på mange måder gik i hans fodspor i kulturdebatten, men ikke altid, og jeg havde en fornemmelse af, at han tit syntes at jeg var irriterende. Jeg havde af og til anmeldt ham, men ikke altid til hans tilfredsstillelse. Så mødte jeg ham til en fødselsdagsreception for digteren Pia Juul på forlaget Tiderne Skifter. Jeg sagde benovet at jeg skulle anmelde en genudgivelse af Den kroniske uskyld, og jeg spurgte hvornår han mon sidst havde genlæst romanen. Så kom avisen med min Weekendavisen, den 13. Så følger et kapitel med en noget behersket selvpræsentation. Jeg voksede langt ind i Tore. Det var altid Tore og Janus og Janus og Tore. Hvergang der blev lavet et eller andet, så var det altid Tore og Janus, der lavede det, selvom det selvfølgelig mest var Tore. Jeg var ligeglad, hvad det var, hvis Tore havde lyst til det, så havde jeg også, fordi det var det rigtige at gøre. Men det er faktisk i kapitel 3, at vi oplever drengenes første alvorlige uskyldstab. Det er her Janus og Tore får en ung lærer til at bryde sammen i panik, fordi de placerer en død rotte på katederet. Døren er låst, nøglen er væk, og klassen begynder — sat i scene af de to magtfulde venner — at hyle læreren ud af den, indtil han går over gevind og tudende banker en af eleverne. Det var fantastisk, at vi havde fået ham til at tude og banke den anden rod, der ikke havde noget med det hele at gøre. Det var som om, vi havde sluppet en hel masse mere løs, end vi nogensinde havde troet, vi kunne komme afsted med. Men det var uhyggeligt at se en mand uden noget som helst for ansigtet, når man var vant til at se alle de andre med maske og maske og maske døgnet rundt. Det var ikke så slemt at se netop ham, fordi hans ansigt ikke var spændt rigtigt op eller var faldet rigtigt sammen, men bare var en boblende grød, der kunne begynde at flyde hvert øjeblik og flyde helt væk, til der til sidst ikke var andet tilbage end nogle store klatøjne fulde af flæb. Og så et bart kranium. Afsløringen af magttilnærmelsen i afsnittet om rotten og vikaren er godt set, dér er du pioner — men det undrer mig, at ingen i tidens løb har set Janus og Tore som en spaltningsfigur. Det er jo én og samme person som henholdsvis lysalf og svartalf. Villy Sørensen så det, men vist ingen ud over ham. Mange hilsner og tak fra Klaus R. Rifbjerg svarede, at jeg da vist havde skrevet kritisk om ham og at han havde skrevet polemisk om mig. Jeg skrev så, at den slags tog jeg ikke med mig, og at jeg bare så det som en arbejdsvilkår i kulturdebatten. Jeg må indrømme at jeg jo godt kunne lide at være genstand for Rifbjergs kritiske opmærksomhed. Han var jo — Rifbjerg! Jeg huskede så tydeligt en eftermiddag vist nok året før udgivelsen af Som man behager på Louisiana, hvor Gyldendal præsenterede det nye tidsskrift, som den litterære direktør Rifbjerg søsatte: Fredag. I redaktionen var blandt andre Carsten Jensen en anden forfatter, som sætter store fodspor hvor jeg sætter små, men som også senere har set sig sur på mig fordi jeg ikke kunne lide en af hans romaner , og jeg sad på publikumsrækkerne ved siden af Pia Tafdrup! I panelet sad Hans-Jørgen Nielsen åh, Fodboldenglen! Når han sagde post udtalte han det som i postkasse. I vores nutid besøgte jeg så Rifbjerg for at lave et radiointerview om romanen Nøleren, og jeg benyttede lejligheden til at sige, at jeg ikke gik og huskede på den slags uoverensstemmelser, som han havde nævnt i brevet. Det udviklede sig til en lang snak — men ikke med mikrofon — om forholdet mellem forfattere og anmeldere og forholdet forfattere imellem. Det gav mig dels en særdeles interessant indsigt i Rifbjergs eminente hukommelse, dels en fornemmelse af, at han altid førte et slags intellektuelt-polemisk regnskab med sine kritikere. Nu er han så død, og man rister runer over forfatterskabet. Men Rifbjerg er for stor til status. Han kunne jo det hele, naturtalent som han var. Ikke alt var lige genialt, klart nok, sådan er det hos maniske grafomaner, der ikke kan skelne det at leve fra det at skrive. Sådan er det også hos Holberg, Kierkegaard, Georg Brandes, Johannes V. Men Rifbjergs evne til at tappe litteratur ud af livet er ikke til at komme udenom, og for mig kom det første gennembrud med Den kroniske uskyld, det andet med det formidable nekrologdigt over Olof Palme, som stod i Politiken den 3. Det gav et sug da jeg så Rifbjerg læse det op i TV-Avisen om søndagen med en dybt berørt Georg Metz som studievært. Digtet har mig bekendt aldrig været optrykt i nogen bog. Jeg har gemt avisudklippet. Her kommer det: Olof Palme I revolverens kammer sover patronen sin rævesøvn På jordens overflade promenerer vi vor skrøbelige tryghed. Med rasende tiltro selv i vinterens mørke gemt under plader af is stemmer planten sin nakke imod vil op vil ud vil se lyset vil leve og blomstre. I revolverens kammer sover patronen. Uskyldigt måske naivt men med samme styrke vokser vi selv i en verden af panser og plade sætter nakken til og bryder med rasende tiltro de spærringer ned som vil lukke os inde. I revolverens kammer sover patronen venter naiv og uskyldig som et foster slutter tæt om sin egen fuldkommenhed på sit øjeblik Retningen fundet målet placeret hånden parat: Vågn! Så vidt har vi bragt det at håbets sekund kan knuses på langt mindre tid, så meget forstår vi af skærmenes lynblå signaler at verden er sejg og bestandig og langsom døden kort og beskidt som enhver sensation. I revolverens kammer sover patronen sin rævesøvn altid. Nu blev den vækket og talte. Hvem tør tale imod? Gemt under plader af is stemmer verden sin nakke imod. Gemt i menneskets hjerte vokser en spire af trods og håb båret af tanken om én der vidste at træet har håret i vinden og rødder i jorden, at fuglene synger at verden er god og ond og værd at slås for. Absurditeten bor i revolverens kammer — hjertet har også sit, og selv om den døde sover kender han drømmen i dit. Min bror ville overrumple mig med noget særligt. Han fik — guderne som ikke findes må vide hvordan — Rifbjerg overtalt til at skrive et lille vers i dagens anledning. Det fik jeg sammen med en originalillustration af Michael Kvium og hvordan min bror opnåede det, er også et behageligt mysterium! Han er så klog, ja næsten viis, den litteraturens præmiegris. Så her er et øf og en nifoldig pris! Tre øf og så det lange, generøs må man være og aldrig bange! Ok, ikke verdens bedste digt, måske. Men bemærk slutningen: Generøs må man være og aldrig bange! Den sætning glemmer jeg ham aldrig for, den kroniske forfatter, Rifbjerg, der sgu da var ligeglad med pigens øjenfarve, og mange år senere kaldte mig pioner udi læsningen af mesterværksromanen Den kroniske uskyld. Jeg har efterfølgende opdaget, at det ikke var Rifbjerg, der læste Olof Palme-digtet i TV-Avisen, men Frits Helmuth. Han fylder så meget, at der er rigeligt til de næste 83 år. Alligevel er jeg helt fortumlet. Nu er både Mester Rifbjerg og Mester Højholt borte. Det er ikke nogen rar følelse. Henry kan ikke blive ved med at komme ind i landskabet og uskylden kan ikke forblive kronisk. Der må komme en ny, eller også må Henry se at blive voksen. Min datter siger, at jeg har slået Rifbjerg ihjel, fordi hovedpersonen i min endnu ikke udgivne roman, frygter at han dør før Rifbjerg. Det gjorde han så ikke. Ingen skrev dansk som Ryfmeisteren. Hans sprog længe leve. Bind 5: Efter 1960. Hans Reitzels Forlag 1987. Nu står Rifbjerg selv for skud. Den inspirerede mig til at lave et forløb om Rifbjergs forfatterskab til min gymnasieklasse. Jeg glæder mig til at læse Palme-digtet med dem og noget af alt det andet.

De udholder indsigten i den yderste tomhed som et tragisk livsvilkår, som man blot kan møde med skabelse, med fortælling. Han fortæller dem, at han nok først kan møde kl. Men Rifbjergs evne til at tappe litteratur ud af livet er ikke til at komme udenom, og for mig kom det første gennembrud med Den kroniske uskyld, det andet med det formidable nekrologdigt den kroniske uskyld resume af hvert kapitel Olof Palme, som stod i Politiken den 3. I de næste kapitler beretter han i sproglig og bevidsthedsmæssig øjenhøjde med sig selv som skoledreng om de tos møde og om deres tid derefter. Marcus føler det, som hans hoved sidder i en skruetvinge, der strammes hele tiden. Der er en fejl et eller andet sted, erkender hovedpersonen. Leif Panduro 1923-1977 er en af de mest varierede og succesfulde forfattere i moderne dansk litteratur. Noen sentrale personer og instutisjoner: Jan Tschichold, Paul Renner, Piet Zwart, MoholyNagy, Bauhaus, avantgardistiske kunstretning. Den knurrer, da han vil sælge førsteudgaven af Henrik Pontoppidan. Rend mig i traditionerne er en humoristisk og satirisk roman om den unge gymnasieelev David, der ikke kan tilpasse sig samfundets regler og normsæt. Og det er én af Wung-Sungs uafrystelige pointer, at alt for mange mennesker kiggede den anden vej, mens to forrevne sjæle distancerer sig fra alt og bygger op til at tage hævn.